Du er her: 
onsdag28aug2019

Bodil Jørgensen i Strandmarkskirken

onsdag28aug2019 kl. 19:00 - 21:30

Kirkehøjskolen i Hvidovre byder velkommen til en spændende aften med den folkekære skuespiller kendt fra blandt andet filmen ”Hvidsten Gruppen”, DR's satireprogram "Rytteriet" og ikke mindst TV2's ”Badehotellet”.

Kom og oplev Bodil Jørgensen fortælle åbenhjertigt om sit righoldige liv og karriere. Om kærlighed, smertelige tab og om at blive mor i en sen alder. Om dramatiske begivenheder som passager i den store togulykke ved Sorø i 1988 og senest ulykken i forbindelse med filmoptagelse, der nær havde kostet hende livet. Om højdepunkter på scenen på Det Kongelige Teater og i store film og TV-roller.
Det bliver en spændende og hjertevarm fortælling med masser af humor fra en af tidens største kvindelige skuespillere, som også vil give smagsprøver som visefortolker med sange fra sit repertoire, akkompagneret af pianisten Bjarne Sahl.


Under sine studier i engelsk litteratur på Aarhus Universitet begyndte Bodil Jørgensen en uddannelse til skuespiller, som hun siden afsluttede fra Statens Teaterskole i 1990. Hun har bl.a. været engageret på Jomfru Ane Teatret, Betty Nansen Teatret, Folketeatret og fastansat på Det Kongelige Teater fra 1996 til 2013, spillet Tivoli Revyen ”Tam Tam” i flere sæsoner, medvirket i en lang lang række film og TV-serier samt modtaget et væld af legater og priser.


Aftenen er arrangeret af Folkekirkens Højskole i Hvidovre, som er et supplement til sognenes øvrige foredrag og studiekredstilbud. Kirkehøjskolen er opstået som fælles idé blandt præsterne i kommunens fire kirker, bakket op af sognenes menighedsråd. Yderligere info om Kirkehøjskolen kan fås hos Niels Christian Poulsen på 2161 7802 eller ncp@km.dk.

Der er gratis adgang til foredraget med Bodil Jørgensen samt vin, øl og vand i pausen. Alle er velkomne.