Du er her: 
onsdag21nov2018

”Aktiv dødshjælp eller et spark til livet?”

onsdag21nov2018 kl. 17:00 - 20:00

Foredrag og oplæg ved Michael Pedersen, højskolelærer på Egmont Højskolen, Cand. Teol. og journalist.
Onsdag den 21. nov kl. 17.00-20.00 

Debatten om aktiv dødshjælp dukker op med jævne mellemrum. Medierne fortæller den ene dag om en kvinde, som pga. diagnosen ALS har valgt at tage til Belgien for at afslutte livet; et par dage senere bringes historien om den berømte fysiker, som har haft ALS i 10 år og er totalt afhængig af hjælp, men insisterer på, at han har både et godt og værdigt liv.

Handler debatten om noget helt andet? Handler den om, at nogen mennesker har svært ved at forholde sig til livet, som det udfolder sig på godt og ondt? Nogle ser et liv, der ikke er værd at leve, mens andre derimod kan se muligheder, selv i et liv med afhængighed. 

Med udgangspunkt i eget liv som spastiker med brug for hjælp hele døgnet, vil Michael Pedersen stille skarpt på, at selv med et omfattende handicap kan man erobre sit liv. 

Foredraget er provokerende. Det tager spørgsmålet op, om det er legalt at sige til syge og mennesker med handicap, at de skal tage sig sammen og få noget ud af livet.

Tænkepauser består af fællesspisning, derefter oplæg ved foredragsholderen, så gruppedrøftelse og tilsidst opsamling på aftenen. Tilmelding til spisning (25,- kr): jck@km.dk eller 2023 9070.

Foredragene er for alle interesserede og samtidig er konfirmanderne og deres forældre inviteret.